Smukke og velpejede tænder er vigtigt for den enkeltes livskvalitet og velvære. Vi forsøger at lytte til dine forventninger og ønsker, så vi kan tilpasse behandlingen efter dine behov. Du har måske et ønske om lysere tænder, at få fjernet et generende mellemrum eller måske få fjernet misfarvninger.
Blegning
Farvestoffer i ex. kaffe, te og tobak kan misfarve tændernes overflade. I mange tilfælde er en tandrensning nok, men hvis misfarvningen går dybere kan en blegning være en mulighed.
Tandregulering
Mindre tandreguleringer kan foretages her i klinikken, men ved større og mere omfattende behandlinger henvises til en specialtandlæge i ortodonti.
Spørg din tandlæge
Vi vejleder gerne om hvilken behandling der er kan være aktuel for dig.
Plast er første valg i langt de fleste behandlinger i klinikken. Det er tandfarvet og har mange gode egenskaber, udover at tilgodese de kosmetiske ønsker hos de fleste.
Vi arbejder med alle former for fyldningsmaterialer. Forholdene i den enkeltes mund og indviduelle ønsker afgør valget.
Sølvamalgam anvendes kun ved helt specielle indikationer.
Hos os udføres tandrensninger både af tandlæger og tandplejer.
I tilfælde af paradentose lægger vi en behandlingsplan og informerer dig om, hvordan du bedst plejer dine tænder og tandkød.
Du tilbydes hyppigere besøg, hvor vi bl.a. måler tandkødslommer, fjerner tandsten og giver vejledning om vedligeholdelse.
Her er et samarbejde mellem din tandlæge og vores tandplejer – Pia – helt naturlig. Hun er specialuddannet i paradentosebehandlinger, forebyggelse og kostvejledning.
Delprotese
Delprotese er til dig der har mistet en eller flere tænder, og hvor implantat ikke er en mulighed. Protesen har et metalskelet og fæstnes ved hjælp af bøjler på de tilbageværende tænder.
De kunstige tænder på protesen vælges, så de matcher de naturlige tænder i munden.
Helprotese
Helprotese er til den tandløse mund. Tændernes form og farve tilpasses den enkeltes behov og ønsker. Har du enkelte tænder tilbage i munden, som ikke kan bevares, sørger vi for at gøre protesen klar, inden de sidste tænder trækkes ud. Du behøver således ikke at gå tandløs.
Kroner
Hvis din tand er så destrueret, at den ikke kan bygges op i plast, kan der istedet fremstilles en krone. Arbejdet udføres enten i ren keramik eller i en kombination af metal og keramik. Uanset valg af kronetype, vil kosmetikken være i højsæde og kronens farve blive tilpasset dine ønsker.
Facade
Hvis der kun er tale om en mindre defekt eller kosmetisk generende misfarvning af ex en fortand, kan en keramisk facade være en god løsning. Herved beslibes tanden kun i et begrænset omfang.
Broer
En bro erstatter en eller flere manglende tænder. Tilbageværende tænder fungerer som bropiller og forsynes med kroner, der er koblet sammen med kroner i de områder hvor der mangler tænder. Broen sættes permanent fast.
Implantater
Et implantat er en kunstig rod lavet af titianium hvorpå der er fastgjort en kermisk krone, til erstatning af manglende tænder. Hvis blot en enkelt tand mangler sættes et enkelt implantat i og ved mangel af flere eller alle tænder kan implantater isættes i kombination med enten broer eller proteser.
For at sikre kvaliteten af vores arbejde, anvender vi udelukkende højtspecialiserede danske laboratorier.
Tandpres – tænderskæren
Tal med tandlægen om, hvad der er bedst for dig.
Mange mennesker skærer eller presser tænder – specielt om natten.
Det kan give hovedpine og slidte tænder. I nogle tilfælde slår tænderne revner og gør ondt – også om dagen.
For at mindske sliddet og aflaste biddet, så muskelspændinger og dermed hovedpinen reduceres, kan det være nødvendig at fremstille en bidskinne til natbrug.
Klinikken er beriget med en del børnepatienter.
Vi kan godt lide at snakke med børnene, skabe tillid ved at lave faste aftaler og ofte forsøger vi at lege os gennem behandlingen.
Vi synes, det er vigtigt at give dem en god oplevelse, da vi ved, at fundamentet for tandlægeskræk lægges i barneårerne
Langt de fleste tandudtrækninger og operationer; bl.a. fjernelse af visdomstænder, rodspidsamputationer og kirurgi ifbm. paradentose, foretages i klinikken.
I enkelte og svære tilfælde henvises til en af vore specialuddannede kolleger, som vi har årelange og gode erfaringer med.
Det er vigtigt for os, at du er tryg og afslappet under behandlingen. Det kan bl.a. opnåes med en god bedøvelse, gerne lagt uden ubehag.
Udover den almindelige manuelle bedøvelse, har vi en computerstyret bedøvelsesmaskine – Calaject, der er til smertefri og skånsom bedøvelse.
Fordelen ved Calaject er:
– at bedøvelsen lægges stort set uden, du mærker det
– at virkningen indtræder hurtigt
– at mængden af bedøvelsesvæske er reduceret, og følelsen af at være bedøvet således hurtigt forsvinder efter behandlingens ophør
– at det er muligt at bedøve en enkelt tand, uden at også kinden, læben eller tungen bedøves
Musik under behandling
Mange har glæde af at høre musik under behandlingen. Du kan låne en iPod og høretelefoner/headset under behandlingen eller du kan medbringe din egen musik i klinikken til din behandling.
Angst for at gå til tandlæge er et stort problem for mange.
Vi vil gerne forsøge at hjælpe dig. Det kræver at du giver os besked om dit problem. Så forsøger vi i fællesskab at finde ud af, hvad der skal til for at du kan gennemføre behandlingen.
Du skal måske have sat ekstra tid af, så vi kan holde pauser undervejs.
Måske er dit behov, at vi kun laver en enkelt tand af gangen, så du kan overskue besøget.
Du er også velkommen til at tage en god ven med, der kan støtte dig.
Endelig kan beroligende medicin inden behandlingen være en mulighed.
Klinikken følger Nationale Infektionshygiejniske Retningslinier (NIR) fra Statens Seruminstitut og lige nu tager vi ekstra forholdsregler, således vi kan tilbyde behandling i forsvarlige rammer – selv under denne situation med COVID-19. Ved symptomer på Covid-19 eller udlandsrejser inden for de sidste 14 dage, eller hvis du er coronasmittet / karantæneramt og har akutte smerter, kan vi IKKE tilbyde dig behandling i klinikken, men kontakt os for at høre om muligheder for akut behandling i sygehusregi. Vi beklager de gener det måtte betyde for dig.
Ved behov for akut behandling helligdage og weekender henvises til tandlægevagten på tlf:40 51 51 62
Med venlig hilsen Tandklinikken Brotorvet